For to uger siden smadrede jeg min telefon foran HeadQuarters, igår smadrede jeg mit hovede. En mildere hjernerystelse var resultatet af dette fald. To gange før har jeg prøvet det, hvoraf den ene af gangene var grundet et fald fra en hest. De to andre var ren fuldskab og en lygtepæl.
Måske er dette en måde hvorpå, at skæbnen sørger for at tvinge noget ro ned over en. Det kan da heller ikke passe, at efter et decennium fyldt med ridning og heste, ikke har forårsaget andet end én hjernerystelse. End ikke en brækken knogle.
Men bliver man 'gammel', eller ældre om man vil, bliver man 'klogere', vælger at drikke alkohol, og kommer mere til skade en da man var lille og klatrede rundt i træer.
Næ det er ikke børn der skal passes på, men de kloge vokse. De kloge voksne som er blevet for kloge, til at tage hensyn til at vi snart gør noget dumt, og tager skade på os selv.
Det er ikke bare en fysisk skade vi vælger at tage, men også en psykisk. Hold nu kæft hvor vi ydmyger os, er uærlige, råber fordi vi vil stå ved en latterlig holdning, præcis ligesom små børn, forskellen er blot at deres holdninger er naive og sande, hvor vores i midlertid ofte handler om en eller anden identitet vi skal leve op til.
Vi er jo os, og for fanden hvor er det vigtigt hele tiden at leve op til vores eget selvbillede, ellers er 'jeg' jo ikke overbevisende.
Men hvorfor er vores personlighed defineret af beslutninger om hvem vi vil være. Ville det ikke være så meget lettere hvis vores personlighed var plastisk, og at det ikke gjorde noget ikke at leve op til en bestemt identitet altid, hele tiden.
Er det måske i virkeligheden derfor vi drikker os stive. Så vi kan tillade os bare at reagere, og opføre efter hvordan vi reagere og føler os i en given situation. Kan vi tillade os at være en helt anden, ja måske dumme og dumme os, fordi at det er så skide let at sige 'jeg var fuld'.
Selv de mennesker, som er så fandens frie, åbentsindede, og som har været på en eller anden fucking dannelsesrejse, hvor de har lært alt om livet, er fanget i en identitet af at være fri og åben. Men nogle gange er der et behov for at være lukket og dømmende, men det kan vi tage på et andet tidspunkt.
Det er nok en meget god ting at vi kan drikke os sanseløst stive, og give slip på vores stramme identitet. Men det er nok også meget godt, at min skæbne har sørget for et ordentlig slag i låget, så jeg nu bliver tvunget til at læne mig tilbage, slappe af, og tænke over 'personligheden', frem for at undertrykke den efter behov ved druk.
Etiketter: alkohol, filosofi, hjernerystelse, identitet, voksenlivet
